English|Español


Other languages:  

Den olympiske fakkel blev tændt mandag den 24. marts ved en ceremoni i Olympia i Grækenland, og den skal nu løbes gennem en lang række lande, inden den efter planen ankommer til Kina den 4. maj. Amnesty International inviterer i den anledning til et alternativt OL-stafetløb den 4. maj i København for at sætte fokus på de udbredte krænkelser af menneskerettighederne, der foregår i Kina. Amnesty har tradition for at afholde et arrangement på befrielsesaftenen den 4. maj og håber, at mange danskere vil være med til at markere dagen og støtte kampen for menneskerettigheder i Kina.

"Der er ingen tvivl om, at afviklingen af den 29. udgave af legene bliver imponerende og storslået, men i skyggen af OL-forberedelserne foregår der en omfattende undertrykkelse af grundlæggende menneskerettigheder i landet", siger kampagneleder Joakim Lundström.

"Under kampagnen for at sikre sig OL i 2008 erklærede de kinesiske myndigheder, at menneskerettighedssituationen ville blive forbedret, hvis Beijing fik tildelt værtskabet. Amnesty ønsker at fastholde Kina på sine løfter, og fra Amnestys side vil vi især sætte fokus på den omfattende censur, forfølgelsen af menneskerettighedsforkæmpere og den udbredte brug af dødsstraf i Kina".

Stafetløbet finder sted fra Søpavilionen i København den 4. maj kl. 18.00, og ruten er på 4x5 km. Der vil under løbet være underholdning, og kl. 20.00 afholdes koncert. Tilmelding i hold á 4 personer kan ske på www.amnesty.dk/ol2008. Deltagergebyret er på 600 kr. pr. hold ved tilmelding inden 20. april.


Back to:



267628
visits since Jan. 2008