Hvad er ideen i The Color Orange? Ideen er at omdefinere farven orange, så den i stedet for blot at være en farve også bliver til et symbol på krænkelser af menneskerettighederne i Kina. Vi vil opfordre alle der rejser til OL 2008 til synligt at bære et eller andet orange, en hat, kjole, skjorte, slips, kuglepen, kamerataske etc. for på den måde at signalere at der er noget galt med Kinas behandling af deres egen befolkning. Vi vil samtidig opfordre andre udenfor OL stadionerne i både Kina og i resten af verden til at bruge den orange farve i dagene hvor OL kører, for at markere deres modstand imod Kinas krænkelser af menneskerettighederne. Ved at omfortolke og bruge selve farven til symbolet på krænkelser sætter vi Kina skakmat. End ikke Kina kan forbyde ’farven orange’. Samtidig giver vi de tusindvis af sportsfolk, journalister, tilskuere og andre i Beijing 2008 en mulighed for at vise, at de er opmærksomme på at De Olympiske Lege afholdes i et land, hvor der sker krænkelser af de basale menneskerettigheder. Vi forestiller os at 1000-vis af menneskerettigheds-organisationer, sportssammenslutninger, Tibet komiteer, miljøorganisationer, den kinesiske demokrati-bevægelse og andre der er interesseret i at påvirke udviklingen i Kina i positiv retning vil tage denne omfortolkning af orange til sig. At de inkorporerer farven orange i deres egne materialer omkring OL og Kina og opfordrer deres medlemmer til at sprede ideen og selv finde på kreative måder at bruge orange på.
Back to:
|